Kasper Stoltz Rummets Sprog Skt jacobi skole susanne jansen

“Jeg kan helt klart bedst lide at sidde på gulvet”

For nylig fik vi følgende mail og billeder fra en 3. klasses lærer:

 

Hej Kasper,

Jeg var en del af dit seminar i Varde d. 11.-12. december, omkring vores nye skole. Du udfordrede mig med en sætning du gentog nogle gange. Hver gang nogen sagde “sådan gør vi ikke, for det giver kaos”, så bad du om beviser på det. Og ingen af os havde beviser.

Og efter dit seminar, skal vi nu igang med det skøreste endnu; Jeg bestilte tæpper, sofabord, sofaer og hynder i Ikea inden jul, og i går eftermiddags kom det så. Så i 4 stive timer, har 18 3.klasses børn samlet møbler. Ikke en eneste konflikt (og min klasse har sin del af børn med stærke personligheder). De knoklede simpelthen! Og de arbejdede sammen, som jeg aldrig har set før!

4 timer efter de mødte ind i skole, sad de på deres “nye” pladser. Nogle ved runde borde, nogle på hynder på gulvet, og andre ved alm. skoleborde. Der er ingen faste pladser (bortset fra 4 af børnene)

 

De vælger plads, når de kommer om morgenen, og kan bytte i løbet af dagen, når de har haft et frikvarter, eller vi skifter fag/aktivitet.

Vi har skruet op for hyggen med sofaer, det er bare bedre når der skal læses, og fået sat en stor whiteboardtavle op bagerst i klassen, forbeholdt ungerne. De har selv lavet rammen rundt (noget jeg før ville have gjort, og det kribler i mig for at lave system i farverne, men jeg øver mig i at give slip på det perfekte, og hylde ungernes kreation).

Tak for at få mig ud af min komfortzone, og få bragt et eksperiment ind i mit klasselokale. Mine børn er SÅ stolte af det de har gjort i dag, og jeg er så stolt af dem. Jeg glæder mig til at se hvad det betyder for klassen.

 

Med venlig hilsen Susanne Jansen, Sct. Jacobi Skole.

 

 

 

Hvad synes eleverne så?

Vi bad Susanne optage en snak med eleverne omkring deres oplevelse af den nye indretning, og det kom der nogle meget interessante betragtninger ud af. Vi har udvalgt et par stykker:

 

 

“Det bedste var, at vi skulle samle det sammen, det var, som vi fik et bedre sammenhold i klassen.”

“Klassen ser pludselig rigtig godt ud. Jeg var stolt over, det vi havde lavet.”

“Det er fedt nu, at man om morgenen nu bare kan komme ind om morgenen og så selv få lov at vælge, hvor man vil sætte sig.”

“Når man selv har lavet det, er det som om, man føler, det er mere værd.”

“Man føler sig sådan lidt mere fri, fordi man selv bestemmer, hvor man må sidde. “

“Jeg tænker, at hvis man selv har lov til at bestemme, hvor man vil sidde, at man kan koncentrere sig lidt bedre.”

“Det er rart, at man kan rykke sig væk og sætte sig på en anden måde.”

“Når vi kommer tilbage fra pausen, og man har været i konflikt med nogen, så kan man få lov at sætte sig et andet sted.”

“Hvis vi skal være sammen, er det bedst at sidde dernede i skrædderstilling.”

“Jeg kan helt klart bedst lide at sidde på gulvet.”

“Jeg kan bedst lide at sidde i sofaerne, når man skal læse.”

 

Afslutningsvis synes det relevant at spørge, at når vi nu indretter klasselokaler, der udelukkende består af de samme stole og borde, til hvis fordel er det så? Vi kan næsten ikke vente med at se hvordan “forsøget” udvikler sig over de næste tre måneder.